Det er nu flere måneder siden, jeg lukkede ned for Drømmeliv, og sagde farvel til mine “gamle” samarbejdspartnere. Jeg havde lyst til ændringer, og en af dem skulle være min helt egen shop; Interiorflirt.dk. Jeg barslede i Maj med den nye shop, men uden det store held. Den kom aldrig op og køre perfekt (undskyld til jer, der gerne ville shoppe). Det blev svært, dyrt og frygtelig omstændigt, og den nye shop, kom aldrig rigtig til at fungere.
Derfor trak jeg i bremsen for nogle uger siden, og nu er jeg så endelig tilbage med en helt ny shop på en helt ny platform. Farvel Magento – du har været et dyrt og kedeligt bekendskab.
Jeg har gjort mig meget umage, så jeg håber, du kan lide min nye shop og mit univers🙏🏻 Vil du være den sødeste, søde Social Media ven og hjælpe mig back in business ved at dele den gode nyhed med dine venner; her, der og på Facebook. Dels trækker jeg lod i løbet af november om skønne gaver til jer, der deler inde på Facebook – i denne uge er det en lækker morgenkåbe fra Day i sort eller hvid, du kan vinde.
Dels trækker jeg hver måned lod om en gratis ordre blandt alle jer, der handler og har tilmeldt mit nyhedsbrev. Så hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, er det nu, du skal gå ind på shoppen og tilmelde. Er du allerede tilmeldt, deltager du automatisk i lodtrækningen. På forhånd TAK for din hjælp og rigtig dejlig weekend. Vi ses på www.interiorflirt.dk DBH Kriss🙏🏻😌😊
Normalt opfatter jeg mig selv som et meget, meget positiv menneske, og jeg har tendens til at synes, at “hver mand er sin egen lykkes smed” og at “du bliver, hvad du siger” etc. Mit mantra har siden mine start 20-ere været “Opad, Fremad” (vist nok et mantra jeg har lånt fra en bog om bjergbestigning af Mount Everest), men lige for tiden (og her taler vi et par måneder, hvis ret skal være ret) synes jeg, livet leves på to kanaler.
På den ene kanal savner jeg stadig min lille hund voldsomt, og kan ikke rigtig slippe sorgen. Jeg har let til tårer, når jeg er alene, og savner ham rigtig, rigtig meget. Jeg kan heller ikke rigtig helt falde til i min lille lejlighed i Kbh – alt muligt godt til trods, og selvom jeg VED, at jeg bør være næsegrus taknemmelig. Jeg har stadig lidt småproblemer efter min hjernerystelse, som jeg ikke tør tale højt om, for så får jeg straks at vide, hvor uansvarlig jeg er, ikke at have opsøgt læge yderligt, efter vagtlægen diagnosticerede hjernerystelsen søndag morgen lige efter ulykken, og endelig har jeg svært ved at få gang i min nye shop, fordi der hele tiden opstår tekniske problemer. Hver gang jeg tror, shoppen endelig fungerer, er der nye problemer og nye udgifter, og jeg er ved at løbe sur i processen, og har svært ved at finde tid og mod til projektet.
Jeg kan kort sagt mærke, at jeg går rundt med en uudgrundelig frygt for, at noget skal gå helt galt, eller at jeg bliver alvorligt syg (den sidste følelse startede efter at min næstenkusine og barndomsveninde pludselig fik en grim kraftknude i hjernen, og nu kæmper for sit liv), eller bare ikke kan leve op til mine egne forventninger til mig selv.
På den anden kanal føler jeg mig som verdens heldigste kvinde og mor. Mine unger stortrives, og om en uge sender jeg søn af sted på efterskole, som vi begge har store forventninger til. Jeg ved, jeg kommer til at savne ham, men jeg ved også, at han kommer hjem igen om et år, og at det er godt for os begge – og især ham – at komme lidt væk. Både Oliver og Caro er kommet ind på deres 1. valgte studier, og skal begynde på et nyt kapitel i deres liv efter ferien. Det bliver så spændende. Og jeg skal selv i gang med 2. semester på lærestudiet, og jeg glæder mig meget til at blive endnu klogere.
Jeg har haft den mest fantastiske ferie; både med unger, men også alene med den dejligste mand i verdenen. Vi har sejlet rundt i Sverige og Danmark og været i sommerhuset og surfet i Klitmøller – og alt sammen under en stegende sol fra morgen til aften, dag ud og dag ind, og alt sammen uden skyggen af problemer eller bekymringer. Dette er min første sommer i Danmark siden jeg var barn, og hvor heldig har jeg ikke været!?
Jeg tænker, at min frygt (for det kan man vel egentlig godt kalde det) skyldes min historik, hvor en enkel uheldig aften (den aften jeg blev kørt ned) totalt ændrede mit meget priviligerede liv med en top karriere og et dejligt familieliv, til en længere kamp, der først fik et komma, den dag jeg blev skilt; underligt nok!?! En lang kamp med genoptræning, kamp med og mod forsikringsselskab og kommunen, ændret psyke og en mistro til mangt og meget. Og så nu, hvor jeg pludselig mister min hund til en sygdom, vi aldrig helt fik en diagnose på, og til min barndomsveninde – et stærkt og stædigt menneske – der pludselig bliver svag og syg for øjnene af mig. Men som heldigvis stadig er stærk og stædig og kæmper videre.
Dertil kommer 2xflytning, (bitter) skilsmisse med tidligere samarbejdspartnere, nyt studie med mig som aldrespræsident og nyt firma, som ikke fungerer, men koster en krig.
Jooo, så jeg ved godt, hvor skoen trykker. Men det er alligevel som om, at jeg ikke rigtig kan forstå og acceptere, at det har en indflydelse på min trivsel. Jeg kan ikke bare acceptere, at jeg også er svag, og at jeg lader mig påvirke af kanal 1., når jeg nu samtidig føler mig stærk og meget, meget glad for alt det, der lykkes.
Jeg skriver dette i håb om, at jeg, om nogle måneder, kan følge min status pt og se, hvor jeg har bevæget mig hen. Jeg er sikker på, at jeg snart er et meget mere helstøbt og sikkert menneske igen, og at jeg kan sige til mig selv: “se, du var lidt på gyngende grund, men du hankede op i dig selv og kom godt videre, fordi du har skabt et godt liv med gode relationer omkring dig”. Opad, Fremad!
Som sædvanligt er det ikke mange billeder, jeg har fået taget på en hel, lang ferie, og som sædvanligt, har jeg ikke et eneste af mig selv close up. Derimod har jeg nogle enkelte, men helt vidunderlige, billeder af dem, jeg holder af. Der er skønne billeder af ungerne, der stadig er vandlegesyge, og som fik brugt masser af timers sjov på vandet i gummibåd og på diverse bræt, og så er der pralebilleder af min tarzan, der fiksede motoren selv, da båden pludselig begyndte at ryge. En mand, der både kan lege, forkæle, lytte og fikse OG som til og med er det vildeste eye candy, set med mine kærlige øjne
Jooo, der er masser at være glad og taknemmelig over OGSÅ denne sommer.
Det er nu knapt en uge siden, at jeg måtte opgive min elskede lille Yeti.
Jeg synes ellers, at jeg har måtte kæmpe lidt rigeligt i tilværelsen allerede. Alt burde være så godt; jeg er forelsket, og aldrig har solen skinnet så meget, som den gør i år. Ungerne og jeg er ved at falde til i lejligheden, der er kommet en proff teknikker på hjemmesiden, så den forhåbentlig snart kan fungere, som en konkurrencedygtig og serviceorienteret hjemmeside, og jeg har ikke mere så ondt i hovedet, og øjnene begynder at lystre igen efter min hjernerystelse.
Og netop som jeg tænker, at nu må jeg da have taget min del af udfordringer, så bliver min elskede lille Yeti pludselig syg. På lidt over en uge, går det fra slemt til rigtig, rigtig trist slemt. Han får høj feber, mister appetit, er træt og har ondt. På bare 8-9 dage suser vi til dyrlægen 4 gange, og til sidst får jeg ham indlagt. Jeg tør simpelthen ikke beholde ham hjemme, mens vi venter på de sidste svar på blodprøverne fra Tyskland. Jeg ligger vågen om natten i over en uge af bare skræk for, at han dør hos mig.
Desværre giver de nye prøver heller ikke svar, og der er ingen bedring trods to forskellige antibiotikakurer. Så jeg træffer det svære valg, at give ham fred.
Jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg, men jeg sørger og savner, og har svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Han fik fred d. 26/6 2018 kl 12. Han ligger begravet hjemme på gården ved vinmarkerne og med udsigt til fjord og marker.
Jeg må jo indrømme, at mit liv uden hund er meget, meget lettere – især nu da vi bor i lejlighed. Vi skal ikke hele tiden tysse på ham og bære ham op og ned, hver gang han skal luftes. Det er også meget nemmere at tage ud og sejle, når jeg har lyst, og det vil være uendelig meget nemmere at tage ned i vores sommerhus i Rom, nu hvor vi bare kan flyve. Før kørte jeg altid, så Yeti kunne komme med. Han var rad for at flyve, så det blev kun forsøgt en gang.
Yeti var altid hos mig. Han brød sig ikke om at være alene hjemme, og jeg brød mig ikke om at efterlade ham. Vi var næsten altid sammen.
Han var der for mig i den svære tid efter skilsmissen, når jeg var alene og ensom. Han var altid ellevild med at se mig – også når jeg bare kom ind efter at have tømt postkassen, og han veg ikke fra min side, når jeg var ked af det.
Derfor er det også så svært at sige farvel. Jeg føler, at det er for dårligt, at jeg ikke kunne hjælpe ham med at blive rask, og jeg føler, at det er helt forkert overhoved at tænke, at min hverdag nu er nemmere uden ham. Bare tanken giver mig dårlig samvittighed.
Men jeg regner med, at jeg snart vil kunne tænke på ham uden at tude, men istedet nøjes med at bære ham som et dejligt minde i mit hjerte.
“Hvil i fred, så ses vi om forhåbentlig mange, mange år”!
Klik ind forbi www.interiorflirt.dk og se vores flotte udvalg af møbler og interiør.
Så er vi endelig i gang – sådan nogenlunde da…. I sidste uge kunne jeg endelig, efter mange, mange ugers ventetid, lancere min nye webshop www.interiorFlirt.dk, og vise jer alle vores lækre møbler og trendy interiør.
Håbet var, at vi kunne komme igang allerede for flere måneder siden, men jeg har på ingen måde været forfulgt af held. Først blev det en uskøn oplevelse at lukke Drømmeliv.dk, og vi (ejergruppen) var absolut ikke enige om lukningen og fordelingen af stort og småt. Den “skilsmisse” trak tid og tænder og positiv energi ud. Dertil kommer, at jeg endnu en gang indenfor 8 måneder flyttede (til min egen dejlige, lille lejlighed på Øbro), sygdom i nær familie, og endelig fik jeg hjernerystelse et par dage efter lanceringen. Jeg er stadig sygemeldt, og går herhjemme som en løve i bur, uden at kunne gøre ret meget. Webshoppen er endnu ikke færdig, og lejligheden mangler i den grad stadig en kærlig hånd og noget maling, men jeg er trods alt oppe og i gang. Det kan ikke blive til mere end dette lille skriv denne gang, for nu sejler min hjerne rundt igen, men jeg havde bare brug for lige at komme på banen og få sagt højt, at shoppen er oppe – også selvom jeg personligt er nede. Dejlig dag til alle
Jeg har de sidste mange måneder, ja måske de sidste par år, haft svært ved at se mig selv fortætte med at være medejer og ansat i en mindre webshop, og drive den som mit eneste indkomstgrundlag. Det er der mange grunde til (også interne), men mest af alt fordi udviklingen er løbet fra os. Konkurrencen fra de store, internationale webshops er blevet enorm. Det er svært at blive “set”, og det er endnu sværere at tjene penge, når alt skal sælges til den halve pris men med ekstra service, bytteret, returret og gratis speedfragt. Det er et miljø, hvor kun de største virksomheder, med en kæmpe volumen, kan tjene penge. Det er simpelthen ikke mere nok at brænde for sin shop og interesse, som var det ens kæreste eje, og bruge mængder af tid på projektet, mens man sørger for at holde fingeren på pulsen. Der skal masser af finanser og lige så meget digital viden bag – og jeg/vi er desværre hverken de(n) lykkelige ejere af et par guldbukser eller besidder den enorme, nødvendige digitale indsigt.
Dertil kommer, at jeg personligt har følt et større og større afsavn af intellektuel stimulering og direkte kontakt med nye mennesker. Jeg har som ansvarlig for Drømmeliv’s indkøb og salg, siddet hver dag og knoklet med at finde og sælge lækre nyheder til hjemmet og haven. Jeg har rejst rundt i landet og besøgt showrooms, og jeg har forsøgt at sætte mig en smule ind i sociale medier for at komme igennem lydmuren med vores produkter. Jeg elsker det job, men savner kontakten til nye ansigter og at tilegne mig ny viden, og der er ingen avancement i vores lille virksomhed. Hvad så med at sætte dig grundigt ind i den digitale del af branchen, kan du måske tænke. Men jeg har meget hurtigt opgivet at blive en digital wizard – endda en connoisseur på selv et moderat plan. Jeg har simpelthen ikke interessen, og hvad nytter det også, når vores nærmeste konkurrenter har en digital afdeling med specialister ansat til at varetage denne del af branchen specifikt.
Jeg har forsøgt at stille min “sult” ved at deltage i alverdens seminarer samt at læse en masse litteratur. Men hvad giver det af personlig føde, når man ikke kan diskutere det med nogen, og når man aldrig møder modstand i sine betragtninger – og det gør man sjældent som indkøber.
Efter min Caminotur har jeg løbende over efteråret tænkt, at der måtte ske noget. Jeg kan ikke bare fortsætte, indtil min nysgerrighed på livet og andre mennesker er skrumpet ind til en rosin, og jeg er træt, træt, træt af at kæmpe for at få en ok indtjening i forhold til de mange timer jeg lægger på shoppen.
Jeg turde ikke nævne for nogen, hvor utilfreds jeg egentlig var, og hvor utilstrækkelig jeg følte mig i min situation. Men tilfældigheder, opstået på baggrunde af valg, ledte mig i den rigtige retning, og i løbet af 2017 meldte jeg mig som Skoleven på mine børns skole. Her fulgte jeg en 1. klasse i dansk og kristendomskundskab hver tirsdag. Jeg var et sæt ekstra hænder til de børn, der havde udfordringer. Jobbet var ulønnet, så det gav mig en neutral grund til at vurdere, om det havde min interesse.
Jeg fandt hurtigt ud af, at selvom jeg ikke blev direkte intellektuelt stimuleret, så gik jeg hjem hver tirsdag med et glad og positivt sind, og jeg følte, at jeg gjorde en forskel.
I december efter en tur i træningscenteret med min dejlige veninde Henry, sad vi og vendte stort og småt over en let frokost, og endelig turde jeg fortælle, at jeg faktisk ikke var så tilfreds med alt i min hverdag, og at jeg længe havde gået og tænkt på at uddanne mig til lærer. Fantastisk ide, synes Henry, og hun gik straks i gang med at formulere, hvordan jeg kunne komme videre. Derefter løftede jeg på sløret til min kæreste, familie og venner, og alle var enige. Det var en fantastisk ide, og flere mente, jeg havde et stort potentiale til at blive en fantastisk lærer, med en blanding af min interesse for børn, og al den viden og alle de oplevelser mit lange liv har givet mig.
Få dage efter min bekendelse kontaktede jeg undervisningsministeriet og sendte min ansøgning ind til Professionshøjskolen UCC. Mit gamle gennemsnit fra Næstved Gymnasium sendte mig direkte ind på kvote 1, og nu er jeg så lærerstuderende på Campus Carlsberg med dansk indskoling og religion som hovedfag, og jeg regner med at vælge samfundsfag som 3. fag. til næste semester. Jeg er lige startet (midt januar), men jeg er vild med min beslutning, og jeg nyder mit nye studiemiljø og mine super søde (og vildt unge) studiekammerater.
Men hvad så med Drømmeliv! Drømmeliv er ved at undergå en transformering til InteriorFlirt.dk (den nye webshop er under udvikling). Jeg har opsagt min stilling og ønsker at trække mig ud af Drømmeliv. Det pågår i disse dage, og det er hårdt at opsige et samarbejde efter så mange år, og vi er ikke helt enige i processen. Vi er i dag 3 ejere af Drømmeliv. Jeg ønsker fremadrettet en mere personlig platform, som både består af indretningsrådgivning, idebank og shop. Jeg ønsker at få mit eget, og kun at stå til ansvar for mig selv – og så selvfølgelig mine kunder. Jeg ønsker en mindre, men mere personlig shop.
Således håber jeg fremadrettet, at jeg både kan fortsætte min store passion med at arbejde med og forhandle interiør og møbler, samt være en del af et pulserende og intellektuelt studiemiljø. Det bliver hårdt, for det er et fuldtidsstudie kombineret med et deltidsjob (med lidt hjælp fra en assistent og mit trofaste lager). Men jeg har planlagt mit liv efter det. Jeg flytter til maj over i en mindre lejlighed på Østerbro, min datter er fløjet fra reden, og søn skal på efterskole til næste år. Jeg har downsizet og økonomiseret, og jeg er proppet med gå-på-mod. Endnu en gang har jeg transformeret mit liv totalt. Jeg har gjort det flere gange før, og jeg er på ingen måde nervøs; bare spændt, og uendelig træt. Ikke opgivende træt, men træt fordi det er hårdt igen at sidde på skolebænken. Jeg følte mig så top tunet, og glædede mig til at sidde videnbegærlig og suge visdom til mig som en tørlagt svamp. Men det har vist sig, at denne svamp er noget hullet, og det kræver tilvænning at sidde og lytte samt at læse og forstå alle de mange sider, jeg dagligt skal igennem inden undervisningen.
Det bliver spændende (i hvert fald for mig selv) at følge min udvikling her på bloggen de næste 4 studieår. Jeg håber, jeg snart kan lancere InteriorFlirt.dk, og at jeg får overskud til at skrive på min dagbog, for der bliver masser at skrive om. Bl.a. vores rejse til Asien om en månedstid. Jeg glæder mig så frygtelig meget til gensynet med Vietnam og Thailand og til at besøge Cambodia for første gang ever.
