Dejlige Sommerminder fra Korfu
I år skulle ferien gå til Korfu efter at have læst “Min familie og andre dyr” af Gerald Durrell; en fantastisk bog jeg i øvrigt varmt kan anbefale, også uden planer om at rejse til Grækenland. Korfu blev således destinationen på vores første charterrejse sammen; bare os tre, altså ungerne og undertegnede. Vi havde lejet en dejlig, lille ferielejlighed på et lille privat hotel.

Dejlige Korfu, Sommeren 2016
Jeg synes, billederne taler for sig selv. Korfu var en succes på mange måder. Øen er smuk og ligetil; ikke et klassisk græsk ferieparadis, men mere frodigt, og knapt så besøgt, som østkystøerne. Befolkningen er super, super venlige, og maden vidunderlig (og slet ikke fedtet og olieret, som jeg husker den som barn). Vi havde 14 (næsten) trådløse, sorgløse og afslappende dage. Der er ikke meget oldtid at se på Korfu, så der blev spillet kort, badet, spillet bordtennis, volley – og fik jeg skrevet spillet kort!? Sindet kom i zen, kroppen blev brun og afslappet, og ungerne og jeg fik snakket og hygget 24/7 – og jeg skal hilse at sige, at det også er hårdt arbejde, at snakke og hygge 24/7 med en teenagedreng uden wifi. Aldrig fik jeg sat mig ned med en bog, før han spurgte, hvad vi nu skulle spille, besøge eller se. Eller om vi ikke lige skulle en tur i poolen eller på stranden. Vi lejede bil, og kørte ind gennem øen af små, snørklede veje, igennem sovebyer, hvor der kun lige var plads til en bil på vejen, og ud til kysten med Albanien forude. Der blev kørt, og der blev badet og sejlet, og på turen hjem igennem øen, sov de søde “små”. Da vi endelig var hjemme, var jeg lidt flad efter de små bjergagtige veje, men så vågnede søn op og spurgte: “hvad skal vi nu”. Heldigvis var maden og vinen så god, at jeg slap for at tabe så meget som et gram trods den megen underhold, hmmm!!! Korfu er perfekt, hvis du er alene med dine børn i alle aldre. Så er det hermed anbefalet.
Efterlad en kommentar