DEN STORE CAMINO REFLEKTION

Det er nu 4 måneder siden, jeg kom hjem fra min Camino, og sikke en tur! Jeg havde drømt om denne vandring, siden jeg blev skilt i 2014, men tiden gik, og der var masser af healing og forandringer efter at blive skilt fra ens mage gennem næsten 25 år. Men i efteråret 2016 besluttede jeg mig for at starte min planlægning til Camino’en sommeren 2017. Nu skulle det være! Jeg har en rigtig dum skulder og ryg efter en færdselsulykke, så jeg vidste, at det også ville blive en fysisk udfordring. Jeg havde planer om, at være forberedt og klar på alle områder; læse bøger, melde mig i vandrelaug etc. etc. Men som vanligt, blev det ikke til så meget, MEN jeg fik dog trænet min fysik. Flere gange ugentligt tog jeg til Reeform, og blev kommanderet igennem timers træning af dygtige Birgitte (Reeform Roskilde). Tit måtte hun bede mig om at lade være med at skule ondt, da jeg jo selv havde valgt at komme. Jo, og så mødte jeg dejlige Mads, som også var blevet skilt, og som også gik og drømte om Caminoen. Det var dejligt at planlægge turen sammen. Men til dig, der ikke har en walkemate, ven(inde) eller elskede, der vil gå sammen med dig, vil jeg bare sige; Du kan sagtens selv! Hvis du drømmer om at tage af sted, men er for nervøs, er du altid velkommen til at finde mig på Facebook, og skrive til mig. Jeg har masser af tips og gode erfaringer 😉

Lyst havde jeg masser af, men knapt så meget tid, og jeg ville også nå at holde ferie sammen med ungerne efterfølgende. Så planen blev, at Mads og jeg skulle gå så langt vi kunne på 14 dage, og at vi ville starte fra starten i Pyrenæerne ved St-Jean-Pied-de-Port. Vi havde også aftalt, at vi ikke nødvendigvis ville følges på selve ruten, og at hver mand måtte gå i sit eget tempo. Vi endte med at følges tæt indtil sidste dag, hvor vi begge havde brug for ensomhed – men mere om det senere.

Mads har efterfølgende lavet en fin bog til mig, hvor han bl.a. har skrevet vores rute ind 🙂

Den første dag var vi oppe kl 04 AM og fløj fra Kbh. til Biarritz. Derfra tog vi en bus til St. Jean. Her ventede vi på at indskrive os, og få det eftertragtede pas, og så fik vi en lille frokost.

Første dag gik vi kun 7,5 km. til Orisson, men det var i 35 graders bagende middagssol og op, op, op. Det var så hårdt, at man ikke drømmer om det, og jeg tænkte nok, at hvis dette er Caminoen, springer jeg fra. Men endelig kom vi frem til vores logi, som var den eneste overnatning, jeg havde forudbooket – og godt for det, for jeg orkede simpelthen ikke gå et skridt mere.

 

Jeg kan klart anbefale at starte ved St. Jean. Den første del af turen gennem Pyrenæerne og baskerlandet var klart den smukkeste. Bjerge, stilhed og vilde heste.

Jeg har ikke tænkt, at skrive så meget og så detaljeret om resten af vores tur. Blot at det er en hård tur, men som mange kan klare, hvis blot de lytter til deres krop og sjæl. Går du kold, kan du altid ringe efter en taxi, tage en bus eller få din bagage kørt fra sted til sted. Vi gik turen med vores bagage – kun 6 kg. i min rygsæk, efter at Søde Mads ofrede sig, og bar min toilettaske (jep, den vejede 1,2 kg.; pinligt). Kun en gang gik vi kolde, og ringede efter en taxi.

Til at starte med sov vi på sovesale, refugier og på klostre. Det var ligesom en del af fællesskabet. Tit stødte vi på de samme mennesker på disse sovesale, også selvom vi tog toget nogle gange, for at slippe for en særlig kedelig strækning (vi var mest til højder og bjerge). Det var der andre, som også gjorde. Det var helt klart hyggeligt med de store fælles peregrino middage, men hvor jeg dog HADEDE at sove på sovesal. Træt som et alderdomshjem, og så lå der bare altid en højt snorkende ældre herre, eller også var der dem, som helst ville gå inden solen stod op – typisk begyndte de at larme og tænde lys ved 4-tiden. De tænkte åbenbart ikke på, at andre hellere ville sove til kl. 6-7 morgen.

Slutteligt lå vi på en sal, hvor en ung fyr i øverste køje var blevet syg. Jeg vågnede ved lyden af voldsom opkastning……ud over det hele. Resten af natten gik med at få badet den unge mand og vasket soverummet rent. Lad mig bare afsløre, at den følgende nat var på hotel i Leon med stor luksus.

Men fraset snorken og natteroderi, var det en helt fantastisk tur med masser af skønhed og super søde mennesker. Der var også ret mange danskere på turen, og mange fik allerede første dag en lille gruppe, de gik en del af turen med. Ingen var alene, og sammenholdet mellem pilgrimmene/vandrere var stort.

Det var egentlig meningen, at vi ville gå alle 14 dage, men så mødte vi muren ved Trabadelo – det kedeligste sted på jord. Vi gik hele den foregående dag langs noget vej på flad strækning. På 10. dagen gik vi sågar på en gammel landevej, og med den nye motorvej og dens tilhørende, øredøvende støj, lige over os. Det gjorde ondt i kroppen hele dagen, humøret var anspændt, og vi var trætte. Vi skulle tilbage til Biarritz for at tage vores fly hjem, og vi kunne ikke rigtig nå, at gå til en stationsby, for at tage et tog videre og væk fra det flade landskab.

Træt, træt, træt af vej og 35 grader.

Da vi var allermest trætte, stoppede vi op ved et lille refugie. Her mødte vi et par, der sad og holdte siesta, og som bød os ind på en kop kaffe. Hun kom fra Australien, og han fra ??. De var begge kun nået til Trabadelo på deres vandring. Hun havde tænkt, at der var en mulighed for at friske stedet op, og han var stoppet op på hendes refugie, og havde forelsket sig i hende (og det siger noget om, hvor stærk en forelskelse kan tryllebinde folk, for stedet var ved Gud ikke noget prisværdigt). Efter en kaffe og lidt snak om vores videre færden, tilbød han at skaffe os en taxi, så vi kunne køre tilbage til den seneste stationsby, hvorfra vi kunne få et tog til Leon, og videre tilbage til Biarritz. Det blev den helt perfekte slutning på vores Camino. I løbet af 2 sek. var vi på vej tilbage til “virkeligheden”. Havde du fortalt mig samme morgen, at det var min sidste vandredag, havde jeg pure afvist.

Vi fandt Airbnb frem og bookede de sidste dage i min yndlings surferby Biarritz. Det var 3. gang jeg ferierede i Biarritz, og jeg ELSKER den by. En helt fantastisk afslutning på en helt fantastisk tur

Frokost på egen tagterrasse i Biarritz..

PS! Blev jeg så klogere på mig selv? Fik jeg smidt min sten? Og var det alle strabadserne værd?

Nej, nej og et rungende JA!

Tanken var, at jeg ville tænke over mit liv, og finde ud af, hvad der giver mening etc…. Jeg havde som regel kun to tanker undervejs: AVV, hvor har jeg ondt (et eller andet sted), og IHHH, hvor er her smukt, og hvor er jeg glad. Mere nåede jeg ikke. Jeg er heller ikke blevet klogere på mig selv nu 4 måneder senere, men jeg har fået nogle oplevelser, jeg sent glemmer, og jeg har fået en bevidsthed om, hvor stærk mit sind og min krop er, og at jeg godt kan være stolt af mig selv

Gem

Gem

Gem

Gem

Indlæg du også vil kunne lide

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.