“Mit” Drømmeliv er slut. InteriorFlirt.dk opstår af asken som fugl Føniks

ER DET NOGEN SINDE FOR SENT AT SADLE OM!?

Jeg har de sidste mange måneder, ja måske de sidste par år, haft svært ved at se mig selv fortætte med at være medejer og ansat i en mindre webshop, og drive den som mit eneste indkomstgrundlag. Det er der mange grunde til (også interne), men mest af alt fordi udviklingen er løbet fra os. Konkurrencen fra de store, internationale webshops er blevet enorm. Det er svært at blive “set”, og det er endnu sværere at tjene penge, når alt skal sælges til den halve pris men med ekstra service, bytteret, returret og gratis speedfragt. Det er et miljø, hvor kun de største virksomheder, med en kæmpe volumen, kan tjene penge. Det er simpelthen ikke mere nok at brænde for sin shop og interesse, som var det ens kæreste eje, og bruge mængder af tid på projektet, mens man sørger for at holde fingeren på pulsen. Der skal masser af finanser og lige så meget digital viden bag – og jeg/vi er desværre hverken de(n) lykkelige ejere af et par guldbukser eller besidder den enorme, nødvendige digitale indsigt.

Dertil kommer, at jeg personligt har følt et større og større afsavn af intellektuel stimulering og direkte kontakt med nye mennesker. Jeg har som ansvarlig for Drømmeliv’s indkøb og salg, siddet hver dag og knoklet med at finde og sælge lækre nyheder til hjemmet og haven. Jeg har rejst rundt i landet og besøgt showrooms, og jeg har forsøgt at sætte mig en smule ind i sociale medier for at komme igennem lydmuren med vores produkter. Jeg elsker det job, men savner kontakten til nye ansigter og at tilegne mig ny viden, og der er ingen avancement i vores lille virksomhed. Hvad så med at sætte dig grundigt ind i den digitale del af branchen, kan du måske tænke. Men jeg har meget hurtigt opgivet at blive en digital wizard – endda en connoisseur på selv et moderat plan. Jeg har simpelthen ikke interessen, og hvad nytter det også, når vores nærmeste konkurrenter har en digital afdeling med specialister ansat til at varetage denne del af branchen specifikt.

Jeg har forsøgt at stille min “sult” ved at deltage i alverdens seminarer samt at læse en masse litteratur. Men hvad giver det af personlig føde, når man ikke kan diskutere det med nogen, og når man aldrig møder modstand i sine betragtninger – og det gør man sjældent som indkøber.

Efter min Caminotur har jeg løbende over efteråret tænkt, at der måtte ske noget. Jeg kan ikke bare fortsætte, indtil min nysgerrighed på livet og andre mennesker er skrumpet ind til en rosin, og jeg er træt, træt, træt af at kæmpe for at få en ok indtjening i forhold til de mange timer jeg lægger på shoppen.

Jeg turde ikke nævne for nogen, hvor utilfreds jeg egentlig var, og hvor utilstrækkelig jeg følte mig i min situation. Men tilfældigheder, opstået på baggrunde af valg, ledte mig i den rigtige retning, og i løbet af 2017 meldte jeg mig som Skoleven på mine børns skole. Her fulgte jeg en 1. klasse i dansk og kristendomskundskab hver tirsdag. Jeg var et sæt ekstra hænder til de børn, der havde udfordringer. Jobbet var ulønnet, så det gav mig en neutral grund til at vurdere, om det havde min interesse.

Jeg fandt hurtigt ud af, at selvom jeg ikke blev direkte intellektuelt stimuleret, så gik jeg hjem hver tirsdag med et glad og positivt sind, og jeg følte, at jeg gjorde en forskel.

I december efter en tur i træningscenteret med min dejlige veninde Henry, sad vi og vendte stort og småt over en let frokost, og endelig turde jeg fortælle, at jeg faktisk ikke var så tilfreds med alt i min hverdag, og at jeg længe havde gået og tænkt på at uddanne mig til lærer. Fantastisk ide, synes Henry, og hun gik straks i gang med at formulere, hvordan jeg kunne komme videre. Derefter løftede jeg på sløret til min kæreste, familie og venner, og alle var enige. Det var en fantastisk ide, og flere mente, jeg havde et stort potentiale til at blive en fantastisk lærer, med en blanding af min interesse for børn, og al den viden og alle de oplevelser mit lange liv har givet mig.

Få dage efter min bekendelse kontaktede jeg undervisningsministeriet og sendte min ansøgning ind til Professionshøjskolen UCC. Mit gamle gennemsnit fra Næstved Gymnasium sendte mig direkte ind på kvote 1, og nu er jeg så lærerstuderende på Campus Carlsberg med dansk indskoling og religion som hovedfag, og jeg regner med at vælge samfundsfag som 3. fag. til næste semester. Jeg er lige startet (midt januar), men jeg er vild med min beslutning, og jeg nyder mit nye studiemiljø og mine super søde (og vildt unge) studiekammerater.

Men hvad så med Drømmeliv! Drømmeliv er ved at undergå en transformering til InteriorFlirt.dk (den nye webshop er under udvikling). Jeg har opsagt min stilling og ønsker at trække mig ud af Drømmeliv. Det pågår i disse dage, og det er hårdt at opsige et samarbejde efter så mange år, og vi er ikke helt enige i processen. Vi er i dag 3 ejere af Drømmeliv. Jeg ønsker fremadrettet en mere personlig platform, som både består af indretningsrådgivning, idebank og shop. Jeg ønsker at få mit eget, og kun at stå til ansvar for mig selv – og så selvfølgelig mine kunder. Jeg ønsker en mindre, men mere personlig shop.

Således håber jeg fremadrettet, at jeg både kan fortsætte min store passion med at arbejde med og forhandle interiør og møbler, samt være en del af et pulserende og intellektuelt studiemiljø. Det bliver hårdt, for det er et fuldtidsstudie kombineret med et deltidsjob (med lidt hjælp fra en assistent og mit trofaste lager). Men jeg har planlagt mit liv efter det. Jeg flytter til maj over i en mindre lejlighed på Østerbro, min datter er fløjet fra reden, og søn skal på efterskole til næste år. Jeg har downsizet og økonomiseret, og jeg er proppet med gå-på-mod. Endnu en gang har jeg transformeret mit liv totalt. Jeg har gjort det flere gange før, og jeg er på ingen måde nervøs; bare spændt, og uendelig træt. Ikke opgivende træt, men træt fordi det er hårdt igen at sidde på skolebænken. Jeg følte mig så top tunet, og glædede mig til at sidde videnbegærlig og suge visdom til mig som en tørlagt svamp. Men det har vist sig, at denne svamp er noget hullet, og det kræver tilvænning at sidde og lytte samt at læse og forstå alle de mange sider, jeg dagligt skal igennem inden undervisningen.

Det bliver spændende (i hvert fald for mig selv) at følge min udvikling her på bloggen de næste 4 studieår. Jeg håber, jeg snart kan lancere InteriorFlirt.dk, og at jeg får overskud til at skrive på min dagbog, for der bliver masser at skrive om. Bl.a. vores rejse til Asien om en månedstid. Jeg glæder mig så frygtelig meget til gensynet med Vietnam og Thailand og til at besøge Cambodia for første gang ever.

Xoxo 🙂

 

Indlæg du også vil kunne lide

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.