Når livet leves på flere kanaler

Normalt opfatter jeg mig selv som et meget, meget positiv menneske, og jeg har tendens til at synes, at “hver mand er sin egen lykkes smed” og at “du bliver, hvad du siger” etc. Mit mantra har siden mine start 20-ere været “Opad, Fremad” (vist nok et mantra jeg har lånt fra en bog om bjergbestigning af Mount Everest), men lige for tiden (og her taler vi et par måneder, hvis ret skal være ret) synes jeg, livet leves på to kanaler.

På den ene kanal savner jeg stadig min lille hund voldsomt, og kan ikke rigtig slippe sorgen. Jeg har let til tårer, når jeg er alene, og savner ham rigtig, rigtig meget. Jeg kan heller ikke rigtig helt falde til i min lille lejlighed i Kbh – alt muligt godt til trods, og selvom jeg VED, at jeg bør være næsegrus taknemmelig. Jeg har stadig lidt småproblemer efter min hjernerystelse, som jeg ikke tør tale højt om, for så får jeg straks at vide, hvor uansvarlig jeg er, ikke at have opsøgt læge yderligt, efter vagtlægen diagnosticerede hjernerystelsen søndag morgen lige efter ulykken, og endelig har jeg svært ved at få gang i min nye shop, fordi der hele tiden opstår tekniske problemer. Hver gang jeg tror, shoppen endelig fungerer, er der nye problemer og nye udgifter, og jeg er ved at løbe sur i processen, og har svært ved at finde tid og mod til projektet.

Jeg kan kort sagt mærke, at jeg går rundt med en uudgrundelig frygt for, at noget skal gå helt galt, eller at jeg bliver alvorligt syg (den sidste følelse startede efter at min næstenkusine og barndomsveninde pludselig fik en grim kraftknude i hjernen, og nu kæmper for sit liv), eller bare ikke kan leve op til mine egne forventninger til mig selv.

På den anden kanal føler jeg mig som verdens heldigste kvinde og mor. Mine unger stortrives, og om en uge sender jeg søn af sted på efterskole, som vi begge har store forventninger til. Jeg ved, jeg kommer til at savne ham, men jeg ved også, at han kommer hjem igen om et år, og at det er godt for os begge – og især ham – at komme lidt væk. Både Oliver og Caro er kommet ind på deres 1. valgte studier, og skal begynde på et nyt kapitel i deres liv efter ferien. Det bliver så spændende. Og jeg skal selv i gang med 2. semester på lærestudiet, og jeg glæder mig meget til at blive endnu klogere.

Jeg har haft den mest fantastiske ferie; både med unger, men også alene med den dejligste mand i verdenen. Vi har sejlet rundt i Sverige og Danmark og været i sommerhuset og surfet i Klitmøller  – og alt sammen under en stegende sol fra morgen til aften, dag ud og dag ind, og alt sammen uden skyggen af problemer eller bekymringer. Dette er min første sommer i Danmark siden jeg var barn, og hvor heldig har jeg ikke været!?

Jeg tænker, at min frygt (for det kan man vel egentlig godt kalde det) skyldes min historik, hvor en enkel uheldig aften (den aften jeg blev kørt ned) totalt ændrede mit meget priviligerede liv med en top karriere og et dejligt familieliv, til en længere kamp, der først fik et komma, den dag jeg blev skilt; underligt nok!?! En lang kamp med genoptræning, kamp med og mod forsikringsselskab og kommunen, ændret psyke og en mistro til mangt og meget. Og så nu, hvor jeg pludselig mister min hund til en sygdom, vi aldrig helt fik en diagnose på, og til min barndomsveninde – et stærkt og stædigt menneske – der pludselig bliver svag og syg for øjnene af mig. Men som heldigvis stadig er stærk og stædig og kæmper videre.

Dertil kommer 2xflytning, (bitter) skilsmisse med tidligere samarbejdspartnere, nyt studie med mig som aldrespræsident og nyt firma, som ikke fungerer, men koster en krig.

Jooo, så jeg ved godt, hvor skoen trykker. Men det er alligevel som om, at jeg ikke rigtig kan forstå og acceptere, at det har en indflydelse på min trivsel. Jeg kan ikke bare acceptere, at jeg også er svag, og at jeg lader mig påvirke af kanal 1., når jeg nu samtidig føler mig stærk og meget, meget glad for alt det, der lykkes.

Jeg skriver dette i håb om, at jeg, om nogle måneder, kan følge min status pt og se, hvor jeg har bevæget mig hen. Jeg er sikker på, at jeg snart er et meget mere helstøbt og sikkert menneske igen, og at jeg kan sige til mig selv: “se, du var lidt på gyngende grund, men du hankede op i dig selv og kom godt videre, fordi du har skabt et godt liv med gode relationer omkring dig”. Opad, Fremad!

Som sædvanligt er det ikke mange billeder, jeg har fået taget på en hel, lang ferie, og som sædvanligt, har jeg ikke et eneste af mig selv close up. Derimod har jeg nogle enkelte, men helt vidunderlige, billeder af dem, jeg holder af. Der er skønne billeder af ungerne, der stadig er vandlegesyge, og som fik brugt masser af timers sjov på vandet i gummibåd og på diverse bræt, og så er der pralebilleder af min tarzan, der fiksede motoren selv, da båden pludselig begyndte at ryge. En mand, der både kan lege, forkæle, lytte og fikse OG som til og med er det vildeste eye candy, set med mine kærlige øjneKærlighed til Indretning og Interiør

Jooo, der er masser at være glad og taknemmelig over OGSÅ denne sommer.

Indlæg du også vil kunne lide

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.