Det er nu flere måneder siden, jeg lukkede ned for Drømmeliv, og sagde farvel til mine “gamle” samarbejdspartnere. Jeg havde lyst til ændringer, og en af dem skulle være min helt egen shop; Interiorflirt.dk. Jeg barslede i Maj med den nye shop, men uden det store held. Den kom aldrig op og køre perfekt (undskyld til jer, der gerne ville shoppe). Det blev svært, dyrt og frygtelig omstændigt, og den nye shop, kom aldrig rigtig til at fungere.
Derfor trak jeg i bremsen for nogle uger siden, og nu er jeg så endelig tilbage med en helt ny shop på en helt ny platform. Farvel Magento – du har været et dyrt og kedeligt bekendskab.
Jeg har gjort mig meget umage, så jeg håber, du kan lide min nye shop og mit univers🙏🏻 Vil du være den sødeste, søde Social Media ven og hjælpe mig back in business ved at dele den gode nyhed med dine venner; her, der og på Facebook. Dels trækker jeg lod i løbet af november om skønne gaver til jer, der deler inde på Facebook – i denne uge er det en lækker morgenkåbe fra Day i sort eller hvid, du kan vinde.
Dels trækker jeg hver måned lod om en gratis ordre blandt alle jer, der handler og har tilmeldt mit nyhedsbrev. Så hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, er det nu, du skal gå ind på shoppen og tilmelde. Er du allerede tilmeldt, deltager du automatisk i lodtrækningen. På forhånd TAK for din hjælp og rigtig dejlig weekend. Vi ses på www.interiorflirt.dk DBH Kriss🙏🏻😌😊
På ovenstående billede, ser du bare et lille udsnit af nogle af de mange varer, vi har sat ned med hele 65%. Tilbuddet varer kun frem til fredag, så skynd dig ind på shoppen www.interiorflirt.dk og lad dig inspirere og forkæle.
Rullebord, Trolly, Bakkebord (kært barn har mange navne), er simpelthen noget af det mest geniale – og det siger vel ikke så lidt!? Der findes ikke den plads i hjemmet, hvor et rullebord ikke kan løse dit pladsmangelproblem OG samtidig pynte og skabe hygge. Vi har fået flere af disse vidundere hjem, og lige nu kan du, så længe lager haves, købe den flotte model i antik guld fra Lene Bjerre til en rigtig, rigtig god pris.
Efterår er også lig med mørkere og varmere farver i indretningen. I dag kan du købe de smukkeste kelimtæpper og printet hørpuder til under 1/2 pris. Jeg lover dig, at du med de nye farver og varme materialer nemt skaber et helt andet og super sofistikeret look i din gang, i køkkenet eller i stuen. Prøv det!
Check ind på shoppen og lad dig inspirere. Vi fragter din ordre til dig gratis, hvis du blot handler for over 299,- Gælder også nedsatte varer.
Normalt opfatter jeg mig selv som et meget, meget positiv menneske, og jeg har tendens til at synes, at “hver mand er sin egen lykkes smed” og at “du bliver, hvad du siger” etc. Mit mantra har siden mine start 20-ere været “Opad, Fremad” (vist nok et mantra jeg har lånt fra en bog om bjergbestigning af Mount Everest), men lige for tiden (og her taler vi et par måneder, hvis ret skal være ret) synes jeg, livet leves på to kanaler.
På den ene kanal savner jeg stadig min lille hund voldsomt, og kan ikke rigtig slippe sorgen. Jeg har let til tårer, når jeg er alene, og savner ham rigtig, rigtig meget. Jeg kan heller ikke rigtig helt falde til i min lille lejlighed i Kbh – alt muligt godt til trods, og selvom jeg VED, at jeg bør være næsegrus taknemmelig. Jeg har stadig lidt småproblemer efter min hjernerystelse, som jeg ikke tør tale højt om, for så får jeg straks at vide, hvor uansvarlig jeg er, ikke at have opsøgt læge yderligt, efter vagtlægen diagnosticerede hjernerystelsen søndag morgen lige efter ulykken, og endelig har jeg svært ved at få gang i min nye shop, fordi der hele tiden opstår tekniske problemer. Hver gang jeg tror, shoppen endelig fungerer, er der nye problemer og nye udgifter, og jeg er ved at løbe sur i processen, og har svært ved at finde tid og mod til projektet.
Jeg kan kort sagt mærke, at jeg går rundt med en uudgrundelig frygt for, at noget skal gå helt galt, eller at jeg bliver alvorligt syg (den sidste følelse startede efter at min næstenkusine og barndomsveninde pludselig fik en grim kraftknude i hjernen, og nu kæmper for sit liv), eller bare ikke kan leve op til mine egne forventninger til mig selv.
På den anden kanal føler jeg mig som verdens heldigste kvinde og mor. Mine unger stortrives, og om en uge sender jeg søn af sted på efterskole, som vi begge har store forventninger til. Jeg ved, jeg kommer til at savne ham, men jeg ved også, at han kommer hjem igen om et år, og at det er godt for os begge – og især ham – at komme lidt væk. Både Oliver og Caro er kommet ind på deres 1. valgte studier, og skal begynde på et nyt kapitel i deres liv efter ferien. Det bliver så spændende. Og jeg skal selv i gang med 2. semester på lærestudiet, og jeg glæder mig meget til at blive endnu klogere.
Jeg har haft den mest fantastiske ferie; både med unger, men også alene med den dejligste mand i verdenen. Vi har sejlet rundt i Sverige og Danmark og været i sommerhuset og surfet i Klitmøller – og alt sammen under en stegende sol fra morgen til aften, dag ud og dag ind, og alt sammen uden skyggen af problemer eller bekymringer. Dette er min første sommer i Danmark siden jeg var barn, og hvor heldig har jeg ikke været!?
Jeg tænker, at min frygt (for det kan man vel egentlig godt kalde det) skyldes min historik, hvor en enkel uheldig aften (den aften jeg blev kørt ned) totalt ændrede mit meget priviligerede liv med en top karriere og et dejligt familieliv, til en længere kamp, der først fik et komma, den dag jeg blev skilt; underligt nok!?! En lang kamp med genoptræning, kamp med og mod forsikringsselskab og kommunen, ændret psyke og en mistro til mangt og meget. Og så nu, hvor jeg pludselig mister min hund til en sygdom, vi aldrig helt fik en diagnose på, og til min barndomsveninde – et stærkt og stædigt menneske – der pludselig bliver svag og syg for øjnene af mig. Men som heldigvis stadig er stærk og stædig og kæmper videre.
Dertil kommer 2xflytning, (bitter) skilsmisse med tidligere samarbejdspartnere, nyt studie med mig som aldrespræsident og nyt firma, som ikke fungerer, men koster en krig.
Jooo, så jeg ved godt, hvor skoen trykker. Men det er alligevel som om, at jeg ikke rigtig kan forstå og acceptere, at det har en indflydelse på min trivsel. Jeg kan ikke bare acceptere, at jeg også er svag, og at jeg lader mig påvirke af kanal 1., når jeg nu samtidig føler mig stærk og meget, meget glad for alt det, der lykkes.
Jeg skriver dette i håb om, at jeg, om nogle måneder, kan følge min status pt og se, hvor jeg har bevæget mig hen. Jeg er sikker på, at jeg snart er et meget mere helstøbt og sikkert menneske igen, og at jeg kan sige til mig selv: “se, du var lidt på gyngende grund, men du hankede op i dig selv og kom godt videre, fordi du har skabt et godt liv med gode relationer omkring dig”. Opad, Fremad!
Som sædvanligt er det ikke mange billeder, jeg har fået taget på en hel, lang ferie, og som sædvanligt, har jeg ikke et eneste af mig selv close up. Derimod har jeg nogle enkelte, men helt vidunderlige, billeder af dem, jeg holder af. Der er skønne billeder af ungerne, der stadig er vandlegesyge, og som fik brugt masser af timers sjov på vandet i gummibåd og på diverse bræt, og så er der pralebilleder af min tarzan, der fiksede motoren selv, da båden pludselig begyndte at ryge. En mand, der både kan lege, forkæle, lytte og fikse OG som til og med er det vildeste eye candy, set med mine kærlige øjne
Jooo, der er masser at være glad og taknemmelig over OGSÅ denne sommer.
Det er nu knapt en uge siden, at jeg måtte opgive min elskede lille Yeti.
Jeg synes ellers, at jeg har måtte kæmpe lidt rigeligt i tilværelsen allerede. Alt burde være så godt; jeg er forelsket, og aldrig har solen skinnet så meget, som den gør i år. Ungerne og jeg er ved at falde til i lejligheden, der er kommet en proff teknikker på hjemmesiden, så den forhåbentlig snart kan fungere, som en konkurrencedygtig og serviceorienteret hjemmeside, og jeg har ikke mere så ondt i hovedet, og øjnene begynder at lystre igen efter min hjernerystelse.
Og netop som jeg tænker, at nu må jeg da have taget min del af udfordringer, så bliver min elskede lille Yeti pludselig syg. På lidt over en uge, går det fra slemt til rigtig, rigtig trist slemt. Han får høj feber, mister appetit, er træt og har ondt. På bare 8-9 dage suser vi til dyrlægen 4 gange, og til sidst får jeg ham indlagt. Jeg tør simpelthen ikke beholde ham hjemme, mens vi venter på de sidste svar på blodprøverne fra Tyskland. Jeg ligger vågen om natten i over en uge af bare skræk for, at han dør hos mig.
Desværre giver de nye prøver heller ikke svar, og der er ingen bedring trods to forskellige antibiotikakurer. Så jeg træffer det svære valg, at give ham fred.
Jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg, men jeg sørger og savner, og har svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Han fik fred d. 26/6 2018 kl 12. Han ligger begravet hjemme på gården ved vinmarkerne og med udsigt til fjord og marker.
Jeg må jo indrømme, at mit liv uden hund er meget, meget lettere – især nu da vi bor i lejlighed. Vi skal ikke hele tiden tysse på ham og bære ham op og ned, hver gang han skal luftes. Det er også meget nemmere at tage ud og sejle, når jeg har lyst, og det vil være uendelig meget nemmere at tage ned i vores sommerhus i Rom, nu hvor vi bare kan flyve. Før kørte jeg altid, så Yeti kunne komme med. Han var rad for at flyve, så det blev kun forsøgt en gang.
Yeti var altid hos mig. Han brød sig ikke om at være alene hjemme, og jeg brød mig ikke om at efterlade ham. Vi var næsten altid sammen.
Han var der for mig i den svære tid efter skilsmissen, når jeg var alene og ensom. Han var altid ellevild med at se mig – også når jeg bare kom ind efter at have tømt postkassen, og han veg ikke fra min side, når jeg var ked af det.
Derfor er det også så svært at sige farvel. Jeg føler, at det er for dårligt, at jeg ikke kunne hjælpe ham med at blive rask, og jeg føler, at det er helt forkert overhoved at tænke, at min hverdag nu er nemmere uden ham. Bare tanken giver mig dårlig samvittighed.
Men jeg regner med, at jeg snart vil kunne tænke på ham uden at tude, men istedet nøjes med at bære ham som et dejligt minde i mit hjerte.
“Hvil i fred, så ses vi om forhåbentlig mange, mange år”!
