Til minde om verdens bedste Yeti

Det er nu knapt en uge siden, at jeg måtte opgive min elskede lille Yeti.

Jeg synes ellers, at jeg har måtte kæmpe lidt rigeligt i tilværelsen allerede. Alt burde være så godt; jeg er forelsket, og aldrig har solen skinnet så meget, som den gør i år. Ungerne og jeg er ved at falde til i lejligheden, der er kommet en proff teknikker på hjemmesiden, så den forhåbentlig snart kan fungere, som en konkurrencedygtig og serviceorienteret hjemmeside, og jeg har ikke mere så ondt i hovedet, og øjnene begynder at lystre igen efter min hjernerystelse.

Og netop som jeg tænker, at nu må jeg da have taget min del af udfordringer, så bliver min elskede lille Yeti pludselig syg. På lidt over en uge, går det fra slemt til rigtig, rigtig trist slemt. Han får høj feber, mister appetit, er træt og har ondt. På bare 8-9 dage suser vi til dyrlægen 4 gange, og til sidst får jeg ham indlagt. Jeg tør simpelthen ikke beholde ham hjemme, mens vi venter på de sidste svar på blodprøverne fra Tyskland. Jeg ligger vågen om natten i over en uge af bare skræk for, at han dør hos mig.

Desværre giver de nye prøver heller ikke svar, og der er ingen bedring trods to forskellige antibiotikakurer. Så jeg træffer det svære valg, at give ham fred.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg, men jeg sørger og savner, og har svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Han fik fred d. 26/6 2018 kl 12. Han ligger begravet hjemme på gården ved vinmarkerne og med udsigt til fjord og marker.

Jeg må jo indrømme, at mit liv uden hund er meget, meget lettere – især nu da vi bor i lejlighed. Vi skal ikke hele tiden tysse på ham og bære ham op og ned, hver gang han skal luftes. Det er også meget nemmere at tage ud og sejle, når jeg har lyst, og det vil være uendelig meget nemmere at tage ned i vores sommerhus i Rom, nu hvor vi bare kan flyve. Før kørte jeg altid, så Yeti kunne komme med. Han var rad for at flyve, så det blev kun forsøgt en gang.

Yeti var altid hos mig. Han brød sig ikke om at være alene hjemme, og jeg brød mig ikke om at efterlade ham. Vi var næsten altid sammen.

Han var der for mig i den svære tid efter skilsmissen, når jeg var alene og ensom. Han var altid ellevild med at se mig – også når jeg bare kom ind efter at have tømt postkassen, og han veg ikke fra min side, når jeg var ked af det.

Derfor er det også så svært at sige farvel. Jeg føler, at det er for dårligt, at jeg ikke kunne hjælpe ham med at blive rask, og jeg føler, at det er helt forkert overhoved at tænke, at min hverdag nu er nemmere uden ham. Bare tanken giver mig dårlig samvittighed.

Men jeg regner med, at jeg snart vil kunne tænke på ham uden at tude, men istedet nøjes med at bære ham som et dejligt minde i mit hjerte.

“Hvil i fred, så ses vi om forhåbentlig mange, mange år”!Kærlighed til Indretning og Interiør

Indlæg du også vil kunne lide

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.