Emil Thorups Hjemmekontor – Bare det var mit.

Det er ikke svært, at blive en lille smule misundelig på Gulddrengen Emil. Det har helt sikkert kostet blod, sved og tårer, for det er meget, meget få mennesker, for hvem, lykken bare tilsmiler. Men den ene dag optrådte Emil Thorup som bleg androgyn sexvært (det er i hvert fald det indtryk jeg, der ikke har TV, fik), og den næste dag er han autodidakt arkitekt, indretningsarkitekt og møbeldesigner – og ovenikøbet en virkelig dygtig en af slagsen, hvis jeg skal bedømme. Og ikke nok med det; han er også både fræk og smart. For det er da smart, at indrette sit kontor til sit hjem, hvor man (sikkert) kan trække hele baduljen fra i SKAT, på helt legal vis, mens man, i sin sikkert sparsomme fritid, kan feste på fineste adresse. Jeg synes, det er genialt og frækt på den rigtig gode måde.

“Emil Thorup bor ikke i den næsten 300 kvadratmeter store lejlighed med direkte udsigt til Kongens Have – men det skulle man næsten tro. Lejligheden, som Emil Thorup bruger mange timer i både arbejdsmæssig og privat, er nemlig bevidst indrettet, som var det hans eget hjem”.

Selv navnet på Emils møbeldesign; Handvärk er kvikt og frækt, og så appellere hans design til flere målgrupper, tænker jeg. Hans stil er både feminin og maskulin på samme tid – kan man kalde en stilart for androgyn!? Hans design er enkelt, men detaljeret og hans materialevalg og farver sider lige i tidens ånd.

Der er, trods de meget rene linjer i hans design og indretning, masser at se på. Det synes jeg, er en bedrift i sig selv. Ofte bliver meget designet hjem en smule kedelige at se på, når den første Wow faktor har lagt sig. Men Emil har indrettet med masser af nips, forskelligt materialevalg etc., og alligevel er indtrykket roligt og stringent. Det bliver spændende at følge Emil. Godt gået Gulddreng!

 

 

Indlæg du også vil kunne lide

Lækre Saltlakrids-Mandler fra Madbanditten

Saltlakrids-mandler fra Madbanditten

Jeg har her op til jul forsøgt mig med flere opskrifter på mandler, og denne opskrift fra Madbanditten er både nem og super lækker. De kan klart anbefales.

Lige et lille husholdningstip fra min mor. Mandler er super nemme at smutte, hvis du hælder dem over med kogt vand af to omgange, og de må højest ligge i det kogende vand et par sekunder af gange. Derefter er de lige til at smutte – no problem!

My Bitter Sweet – Reflektioner på en Black Friday

Så er dagen oprundet (lyder helt højtideligt). I dag afholder vi (og rigtig mange andre) Black Friday (BF).

Det hele startede for mig i 2013, hvor jeg for første gang hørte om BF. Jeg havde aldrig hørt om begrebet tidligere, men det lød som en sjov tradition; en dag, der skød julehandlen i gang for alle handlende. Vi var med på ideen, som du kan se i nedenstående nyhedsbrev fra dengang.

Hvis jeg skal være ærlig, var det også en belejlig begivenhed, der faldt sammen med betalingerne af vores varelager af enormt dyrt tøj. Krisen kradsede stadig, og vi havde svært ved at komme af med vores store lagre af tøj. Nethandlen var pludselig gået fra små og mellemstore virksomheder til store multinationale virksomheder (så som Boozt og Zelando), som fint kunne leve med et underskud på rigtig, rigtig mange millioner, blot for at komme ind på det danske marked – for ikke at nævne alle vores leverandører, der forsøgte at løse deres egne økonomiske genvordigheder ved at etablere egne webshops og lagersalg i lange baner.

Men det viste sig hurtigt, at også dette påskud for at komme af med flere varer, var som at tisse i bukserne for at holde varmen, og det, der startede som en sjov, amerikansk tradition, blev lynhurtigt bare endnu et mediestunt for de store virksomheder, hvoraf mange end ikke giver gode tilbud, men derimod køber ind til dagen, så de kan sælge varer til den samme fortjeneste, som på alle andre dage, eller andre, der har nedsat 3 lokke Ipads (o.l.), hvorefter de håber, at du så køber noget andet, nu du er troppet op købeklar.

Derfor valgte jeg, et par år senere, at Drømmeliv skulle boykotte dagen

Jeg havde det godt i maven. Det var den helt rigtige beslutning for os.

Alligevel valgte vi så i år, at hoppe med på legen. For en ting er, at forsøge at kæmpe imod noget, som jeg helt ærligt er grundtræt af, men jeg må jo desværre samtidig erkende, at jeg selv, som privat person, har gået og ventet på dagen, for at gøre en god handel til garderoben; og det til trods for, at jeg slet ikke tror på, at jeg rent faktisk får noget billigere, end hvis jeg havde købt det på en af de mange, mange andre udsalgsevents – det skyldes vist noget i min reptilhjerne, som jeg ikke selv er rigtig herre over, har jeg læst. Vi mennesker er simpelthen bange for at gå glip af en god jagt – aka et godt tilbud. Og apropos den evige strøm af udsalgs- og tilbudsevents. I går var dagen, hvor jeg måtte modtage og begræde brev om konkursbegæring fra en af vores leverandører, samt opdage, at en af mine yndlings tøjwebshops (Youheshe) tilsyneladende har lukket – lige som jeg gik og glædede mig til at købe en ACNE strik til en rigtig, rigtig god pris i dag på BF. Og det er her, the bitter sweet rammer mig lige i nakken. Jeg var glad for at handle med begge de lukkede virksomheder, men når jeg skal være helt ærlig, så handlede jeg nok mest, når jeg kunne købe de dejlige ting til ½ pris. Jeg var bare en af de mange kunder, der hjalp til at holde butikken i gang, men det var ikke mig, der gav smør på brødet.

Det gjorde mig så øv, at jeg besluttede straks at gå ned og støtte en af de lokale butikker her i Roskilde. Tanken var, at jeg trængte til en frakke, og den ville jeg købe, dagen før dagen, og så ville jeg støtte en lokal. Jeg fik så fint hjælp af butikkens to ansatte, og forelskede mig faktisk også i en frakke. Men da jeg skulle til at betale, fik jeg alligevel betænkeligheder. Jeg vidste jo, at jeg dagen efter kunne købe den samme frakke til minus 20-25% på en af de mange webshops, der forhandler det udvalgte mærke. Noget (sandsynligvis økonomen/reptilen) i min hjerne slog klik. I stedet endte jeg med at vente med frakken, og købte et par støvler fra Malene Birger, som jeg ved, ikke kommer på udsalg. Derefter gik jeg hjem og fandt frakken på nettet – og jo, den var allerede sat ned, for det, der skulle være en endags begivenhed, er i Danmark selvfølgelig blevet til en uges begivenhed. Vi kan ligesom ikke nøjes med én dag. For vi forsøger altid lige at komme lidt før fra start, end alle de andre. Faktisk kunne jeg ved samme lejlighed får 10% på de dyre Marlene Birger Støvler – men her besindede jeg mig (indrømmet efter flere overvejelser, for det er et par dyre støvler, og der var meget at spare), og stod ved min intension om at støtte den lokale butik.

Nu sidder jeg så her på Black Friday, og er gået lidt i baglås. Dels vil jeg ikke alligevel få “overstået” mine julegaver, som ellers planlagt, dels har jeg grumme fortrudt, at vi i Drømmeliv har valg at afholde dagen (Guderne må vide, hvorfor vi hoppede med!?).

For at undgå bøvl med unødvendigt utilfredse kunder, der pludselig vil have rabat på varer, de har købt op til dagen, har vi annonceret med, at vi holder Black Friday på dagen, og at vores varer vil blive sat ned med minimum 25% på selve dagen. Alligevel, sidder vi nu med kunder, der har købt varerne op til i dag, og som følger sig snydt. De vil have varerne til den nedsatte pris. På selve dagen i dag, skal vi nok ikke regne med det store salg, for let’s face it. Dagen tilhøre de store multinationale butikker, der har reklameret sig helt ind i hjerterne (og reptilhjernerne) på folk; butikker, der højest sandsynligt ikke bidrager med vækst eller arbejdspladser i Danmark; butikker, der højest sandsynligt slår både små erhvervsdrivende på nettet og i centrum ihjel, og jeg er led og ked af hele vanviddet. Jeg står af! Det, der startede som en mulighed for at få betalt nogle regninger, og som samtidig var en sjov event, er blevet et uge langt tilbudshelvede, som sjovt nok er hyllet i sort – ikke ligefrem håbets farve.

Jeg og Drømmeliv vil også fremadrettet gerne give vores søde kunder ægte rabatter, men det bliver ikke mere på Black Friday. Fra nu af har jeg tænkt mig at tage en Lazy Friday, og bare acceptere, at verdenen omkring mig er gået i selvsving.

Rigtig god dag til alle, Kristina

 

 

BLACK FRIDAY KONKURRENCE PÅ INTERIOR FLIRT´S FACEBOOK SIDE

FACEBOOK Konkurrence: I dag og frem til i morgen d. 23. nov. kl 21.00 trækker vi lod om 1 flot gave  samt 3 x 50% rabatkoder til shoppen til på fredag🍀. Alt du skal gøre er at like👍 konkurrencen samt skrive, hvad du allermest ønsker dig fra shoppen. Du må selvfølgelig også meget gerne dele konkurrencen med dine venner🙏😉

De 4 vindere bliver denne gang kontaktet direkte, så vi undgår at koderne bliver handlet videre😇

NB! Konkurrencen er hverken sponsoreret, støttet eller administreret af, eller associeret med FB

DEN STORE CAMINO REFLEKTION

Det er nu 4 måneder siden, jeg kom hjem fra min Camino, og sikke en tur! Jeg havde drømt om denne vandring, siden jeg blev skilt i 2014, men tiden gik, og der var masser af healing og forandringer efter at blive skilt fra ens mage gennem næsten 25 år. Men i efteråret 2016 besluttede jeg mig for at starte min planlægning til Camino’en sommeren 2017. Nu skulle det være! Jeg har en rigtig dum skulder og ryg efter en færdselsulykke, så jeg vidste, at det også ville blive en fysisk udfordring. Jeg havde planer om, at være forberedt og klar på alle områder; læse bøger, melde mig i vandrelaug etc. etc. Men som vanligt, blev det ikke til så meget, MEN jeg fik dog trænet min fysik. Flere gange ugentligt tog jeg til Reeform, og blev kommanderet igennem timers træning af dygtige Birgitte (Reeform Roskilde). Tit måtte hun bede mig om at lade være med at skule ondt, da jeg jo selv havde valgt at komme. Jo, og så mødte jeg dejlige Mads, som også var blevet skilt, og som også gik og drømte om Caminoen. Det var dejligt at planlægge turen sammen. Men til dig, der ikke har en walkemate, ven(inde) eller elskede, der vil gå sammen med dig, vil jeg bare sige; Du kan sagtens selv! Hvis du drømmer om at tage af sted, men er for nervøs, er du altid velkommen til at finde mig på Facebook, og skrive til mig. Jeg har masser af tips og gode erfaringer 😉

Lyst havde jeg masser af, men knapt så meget tid, og jeg ville også nå at holde ferie sammen med ungerne efterfølgende. Så planen blev, at Mads og jeg skulle gå så langt vi kunne på 14 dage, og at vi ville starte fra starten i Pyrenæerne ved St-Jean-Pied-de-Port. Vi havde også aftalt, at vi ikke nødvendigvis ville følges på selve ruten, og at hver mand måtte gå i sit eget tempo. Vi endte med at følges tæt indtil sidste dag, hvor vi begge havde brug for ensomhed – men mere om det senere.

Mads har efterfølgende lavet en fin bog til mig, hvor han bl.a. har skrevet vores rute ind 🙂

Den første dag var vi oppe kl 04 AM og fløj fra Kbh. til Biarritz. Derfra tog vi en bus til St. Jean. Her ventede vi på at indskrive os, og få det eftertragtede pas, og så fik vi en lille frokost.

Første dag gik vi kun 7,5 km. til Orisson, men det var i 35 graders bagende middagssol og op, op, op. Det var så hårdt, at man ikke drømmer om det, og jeg tænkte nok, at hvis dette er Caminoen, springer jeg fra. Men endelig kom vi frem til vores logi, som var den eneste overnatning, jeg havde forudbooket – og godt for det, for jeg orkede simpelthen ikke gå et skridt mere.

 

Jeg kan klart anbefale at starte ved St. Jean. Den første del af turen gennem Pyrenæerne og baskerlandet var klart den smukkeste. Bjerge, stilhed og vilde heste.

Jeg har ikke tænkt, at skrive så meget og så detaljeret om resten af vores tur. Blot at det er en hård tur, men som mange kan klare, hvis blot de lytter til deres krop og sjæl. Går du kold, kan du altid ringe efter en taxi, tage en bus eller få din bagage kørt fra sted til sted. Vi gik turen med vores bagage – kun 6 kg. i min rygsæk, efter at Søde Mads ofrede sig, og bar min toilettaske (jep, den vejede 1,2 kg.; pinligt). Kun en gang gik vi kolde, og ringede efter en taxi.

Til at starte med sov vi på sovesale, refugier og på klostre. Det var ligesom en del af fællesskabet. Tit stødte vi på de samme mennesker på disse sovesale, også selvom vi tog toget nogle gange, for at slippe for en særlig kedelig strækning (vi var mest til højder og bjerge). Det var der andre, som også gjorde. Det var helt klart hyggeligt med de store fælles peregrino middage, men hvor jeg dog HADEDE at sove på sovesal. Træt som et alderdomshjem, og så lå der bare altid en højt snorkende ældre herre, eller også var der dem, som helst ville gå inden solen stod op – typisk begyndte de at larme og tænde lys ved 4-tiden. De tænkte åbenbart ikke på, at andre hellere ville sove til kl. 6-7 morgen.

Slutteligt lå vi på en sal, hvor en ung fyr i øverste køje var blevet syg. Jeg vågnede ved lyden af voldsom opkastning……ud over det hele. Resten af natten gik med at få badet den unge mand og vasket soverummet rent. Lad mig bare afsløre, at den følgende nat var på hotel i Leon med stor luksus.

Men fraset snorken og natteroderi, var det en helt fantastisk tur med masser af skønhed og super søde mennesker. Der var også ret mange danskere på turen, og mange fik allerede første dag en lille gruppe, de gik en del af turen med. Ingen var alene, og sammenholdet mellem pilgrimmene/vandrere var stort.

Det var egentlig meningen, at vi ville gå alle 14 dage, men så mødte vi muren ved Trabadelo – det kedeligste sted på jord. Vi gik hele den foregående dag langs noget vej på flad strækning. På 10. dagen gik vi sågar på en gammel landevej, og med den nye motorvej og dens tilhørende, øredøvende støj, lige over os. Det gjorde ondt i kroppen hele dagen, humøret var anspændt, og vi var trætte. Vi skulle tilbage til Biarritz for at tage vores fly hjem, og vi kunne ikke rigtig nå, at gå til en stationsby, for at tage et tog videre og væk fra det flade landskab.

Træt, træt, træt af vej og 35 grader.

Da vi var allermest trætte, stoppede vi op ved et lille refugie. Her mødte vi et par, der sad og holdte siesta, og som bød os ind på en kop kaffe. Hun kom fra Australien, og han fra ??. De var begge kun nået til Trabadelo på deres vandring. Hun havde tænkt, at der var en mulighed for at friske stedet op, og han var stoppet op på hendes refugie, og havde forelsket sig i hende (og det siger noget om, hvor stærk en forelskelse kan tryllebinde folk, for stedet var ved Gud ikke noget prisværdigt). Efter en kaffe og lidt snak om vores videre færden, tilbød han at skaffe os en taxi, så vi kunne køre tilbage til den seneste stationsby, hvorfra vi kunne få et tog til Leon, og videre tilbage til Biarritz. Det blev den helt perfekte slutning på vores Camino. I løbet af 2 sek. var vi på vej tilbage til “virkeligheden”. Havde du fortalt mig samme morgen, at det var min sidste vandredag, havde jeg pure afvist.

Vi fandt Airbnb frem og bookede de sidste dage i min yndlings surferby Biarritz. Det var 3. gang jeg ferierede i Biarritz, og jeg ELSKER den by. En helt fantastisk afslutning på en helt fantastisk tur

Frokost på egen tagterrasse i Biarritz..

PS! Blev jeg så klogere på mig selv? Fik jeg smidt min sten? Og var det alle strabadserne værd?

Nej, nej og et rungende JA!

Tanken var, at jeg ville tænke over mit liv, og finde ud af, hvad der giver mening etc…. Jeg havde som regel kun to tanker undervejs: AVV, hvor har jeg ondt (et eller andet sted), og IHHH, hvor er her smukt, og hvor er jeg glad. Mere nåede jeg ikke. Jeg er heller ikke blevet klogere på mig selv nu 4 måneder senere, men jeg har fået nogle oplevelser, jeg sent glemmer, og jeg har fået en bevidsthed om, hvor stærk mit sind og min krop er, og at jeg godt kan være stolt af mig selv

Gem

Gem

Gem

Gem